NYT DIGITALT VÆRKSTED PÅ VAK TIL EFTERÅRET

I efteråret 2018 etablerer VAK et digitalt værksted som er støttet af Henny og Johan Richters Fond, Holbæk kommune samt BKF-O fonden.

VAK indeholder i dag veludstyrede værksteder til teknik-tunge processer som bronze- og glasstøbning, støbning i forskellige plastformer og træ- og metalforarbejdning. Disse udvides i løbet af 2018 med digitale faciliteter som laserskæring og cnc-fræsning samt den nødvendige professionelle software.

Med tilføjelsen af de digitale teknikker til de traditionelle udstyrs- og videnstunge materialer og teknikker, som VAK råder over, indtages et felt, som hidtil har været forbeholdt de egentlige forskningsmiljøer – men her i et uformelt værkstedsmiljø, med adgang for den enkelte kunstner eller designer. I praksis betyder det at de fræste og udskårne objekter kan omsættes til bronze, aluminium, gips, beton og plast gennem værkstedets traditionelle teknikker. Desuden åbner de digitale værktøjer helt nye muligheder i skitse- og præsentations-processen.